Monteringsvejledninger
Gode Råd
Gode råd inden du går i gang
- Især ved opsætning af tungere gipsstuk er det en god idé at have en hjælper til at holde gipsstukken under opsætning.
- Læs hele vejledningen inden arbejdet påbegyndes.
- Gipsstukken skal altid opbevares plant eller understøttet så det ikke slår sig, og i et tørt rum.
- Gipsstuk-opsætningen begyndes i det hjørne, der ses mindst når man kommer ind i rummet.
- Slut gerne gipsstuk-opsætningen på et indadgående hjørne. Aldrig et udadgående hjørne, fx. en skorsten.
- Brug altid original klæber og spartelmasse. Det kaldes også Stucco. Stucco fås i 20 kg poser.
Rensning af stuk
Det er vigtigt, når man renser en stuk for maling eller vasker den ned for kridt/kalk, at man er forsigtig, så man ikke slider stukken. Ofte er de yderste lag maling moderne plastmaling, dette kan fjernes ved at man smører tapetklister på malingen og presser plastfolie på, efter 3-4 timer kan man være heldig, at væden fra tapetklisteret har trængt ind og blødgjort malingen, således at man kan blæse med trykluft eller man kan pille malingen af med en spartel. Hvis det ikke bliver blødgjort, så lad tapetklisteret sidde til det størkner og får malingen til at krakelere.
Hvis det ikke virker, kan det være at malingen ikke er plastmaling, men oliemaling eller andet. Dette fjernes bedst med varme eller kemi.
Under malingen er der ofte limfarve eller kridt, dette kan vaskes ned, her er det vigtigt at man ikke skrupper eller skurrer, så alle de udstående punkter bliver slidt væk.
- Brug små bløde pensler og masser af rent koldt vand.
- Skift vandet ofte.
- Undgå skarpe redskaber.
- Trykluft er ofte en god hjælp
Dette er en langvarig proces. Husk hastværk er lastværk, et slidt og ridset stuk er lige så grim som en overmalet stuk.

Stukgesims
Optegn den lige underkant
Ved opsætning af gipsstukken skal underkanten af gipsstukken være lige/flugte. Dette gøres ved (inden stukken opsættes) at tegne en lige streg rundt i hele lokalet – svarende til stukkens højde + en lille marginal på maks. 2-3 mm. En kridtsnor er her uundværlig.
Når stregen er tegnet, kontrolleres det, at stukken ingen steder går under stregen. Er dette tilfældet, skal man tage stilling til om stukken skal tilpasset eller om stregen skal justeres.
Bor montagehuller
Læg stukken på et plant underlag. Bor huller og undersænk for skruehoved. Bor hullerne i et område af stukken, hvor det er let at lukke skruehovederne med Stucco eller spartelmasse. Afhængig af hvilken type væg gipsstukken opsættes på, kan der evt. anvendes rawlplugs eller brug blot selvskærende gipsskruer. Fjern overskydende gipsmasse hver gang en stuk længde er opsat. Brug spartel og fugtig pensel. Først når al stuk er opsat fyldes skruehuller og revner mellem vægge, gipsstuk og loft med Stucco.
Sæt stukken op
Rør en passende mængde Stucco sammen med vand til en lind masse (á la tyk mayonnaise). Lad gipsmassen stå et par minutter og rør efter. Brug en spartel til at lægge gipsmassen på de stuksider der skal vende mod loft og væg. Skru stukken fast (spænd ikke for hårdt).
Læg lidt gipsmasse på alle stødsamlinger.
Vi anbefaler at stukken behandles med forankringsgrunder og til sidst males med almindelig lofts maling evt. fortyndet med 10% vand.

Fatningsrosetter
Du skal sikre dig at hullet til fatningen er stort nok. Dette gøres ved at du skraber med en kniv til hullet er stort nok.
Forbor til to forsænkede skruer i fatningsrosetterne. Nu monteres fatningsrosetterne med skruer, til sidst fuges både kant og skruehuller.
Fatningsrosetterne skal males med samme produkter/maling, som der bruges på loftet.
Rosetter
Find den rette position til rosetten. Har du én roset der skal sidde i midten, kan du med fordel måle op fra væg til væg, så stregerne danner et kryds. Har du flere rosetter, der skal hænge på ’linje’, vil det hjælpe dig med en streg hen over loftet.
Forbor til forsænkede skruer i rosetten. Minirosetter (9-20cm i diameter) har brug for 2 skruer, rosetter der er større end 20cm har brug for mindst 3 skruer. De meget store rosetter, kan have brug for flere.
Herefter monteres rosetterne med skruer og til sidst fuges både kant og skruehuller.
Rosetten skal males med samme produkter/maling, som der bruges på loftet.
Alt det andet
Småting som svaler, sommerfugle, blomster o.lign. har ikke brug for skruer. De skal ’limes’ på med klæber.
Det samme er gældende for lister.